Kurset er delt op i blokke, som hver er på 3 timer. Hver blok har sit specielle fokusområde, og det vil derfor være muligt netop at tilmelde sig det man specielt har ønske om at arbejde med. For dem der ønsker at deltage i hele workshoppen med alle blokke er der en reduceret pris.
Fredag: 18 – 21
Rooting og grounding
Op og ned bevægelsen (Sinking movement)
De 5 løsneøvelser (5 relaxing exercises)
Master Huangs grundøvelser, som jeg arbejder med dem i dag, gennemgås og øves.
En aften med fokus på grounding og at give fysisk og mentalt slip. Evnen til at at udvikle og have stærke rødder er af altafgørende betydning, hvis dit ønske er at udvikle dine færdigheder i Taiji og/eller Qigong. No rooting = no gongfu!
Hoved fokus vil være på en grundlæggende forståelse af øvelserne, kroppens positionering i øvelserne, åndedræt, knogler og led samt sindets indvirkning og påvirkning på og af øvelserne. Herudover vil vi have specielt fokus på at åbne og lukke i de store led og fra centret og mingmen samt “de fire huller, shrink the bones, expand fra centret”, m.m.
Øvelserne er i deres grundform udviklet af master Huang, påvirket af master Jeng og master Shen Shen Yuan samt Master Wu fra Taipeis måde at arbejde med dem på samt undertegnedes. Enkelte partnerøvelser kan indgå.
Lørdag: 10 – 13
Taijiform – master Sam Tam’s Form
Der vil blive undervist i Sam Tam’s 37 shortform som i sin oprindelige form stammer fra Yang Ban Hou. De grundlæggende principper vil blive gennemgået og der undervises fra begyndelsen af formen, så alle kan være med.
Fokus vil være på struktur, lethed, shifting og Qi. Undervisningen vil tage hensyn til de tilmeldtes niveau, så alle uanset erfaring, vil få et udbytte med hjem.
Lørdag: 14 – 17
Pushhands/partnerøvelser
(partnerøvelser, sensitive hands)
Denne blok er den første i en række af kommende workshops, hvor jeg vil gå i dybden med de enkelte pushhandsøvelser fra både Master Huangs system og Sam Tams system.
I Master Huangs system er der 18 pushhandsøvelser. Jeg vil gennemgå de første 6 og vi vil gå i dybden med øvelserne og hvad de særligt udvikler.
Søndag: 10 – 13
Qigong
På denne blok vil vi arbejde med fokus på Qi i et Qigong set, hvorfor let teori også vil indgå.
Qigong er de senere år blevet meget populært, men det har desværre ført til alle mulige – og særligt umulige – bevægelser der undervises og kaldes Qigong, selvom det ikke er det. Hvis den korrekte struktur ikke er i bevægelserne, vil energien aldrig kunne flyde frit, opløse blokeringer, styrke krop og sind, osv. Lidt ligesom der skal trækkes kabler ind i et hus, før der trækkes strøm eller at et hus skal have et stærkt fundament og der naturligvis fokuseres på netop fundamentet før taget.
Denne blok er også den første i en række, hvor jeg vil undervise og fokusere på Qi elementet i Qigong og kombinere teori og praksis.
Søndag: 14 – 17
Qinna
En del af Taiji apllikationer er også Qinna = låse.
De fleste kender nok mest selvforsvars elementet i Taiji fra bouncing (oftest oversat som at skubbe, hvilket er helt forkert), selvom lige præcis bouncing har meget lidt at gøre med netop det. Taiji apllikationerne er i Taijiformen, og blandt dem er qinna.
På denne blok vil jeg undervise i principperne bag qinna og vi vil træne 4 forskellige qinna så alle “kan dem” og forstår dem og vi vil ligeledes fokusere på at udvikle evnen til at komme ud af en qinna – eller helt undgå den.
Du kan tilmelde dig her.
Underviser: Torben Bremann